Artikel 4 i AI-forordningen kræver, at organisationer, der udvikler eller bruger AI, træffer foranstaltninger, så medarbejderne har tilstrækkelige AI-kompetencer til den måde, de bruger AI på. Kravet har gældet siden 2. februar 2025.

Kravet gælder alle, der bruger AI professionelt. Det omfatter også den organisation, hvor medarbejderne bruger ChatGPT eller Copilot til mails og notater. Niveauet skal tilpasses den enkeltes tekniske viden, erfaring og uddannelse og den sammenhæng, AI bruges i. En jurist, der bruger AI til at gennemgå kontrakter, skal kunne noget andet end en kommunikationsmedarbejder, der bruger den til udkast.

Forordningen kræver ikke et certifikat, en bestemt uddannelse eller en AI-ansvarlig. Organisationen skal heller ikke garantere et bestemt niveau hos den enkelte. Den skal kunne vise, at den har gjort en indsats. Et overblik over træning, vejledning og retningslinjer er en praktisk måde at dokumentere det på.

I praksis

Start med at kortlægge, hvem der bruger hvilke værktøjer til hvilke opgaver. Brug derefter AI-rolleatlasset til at skelne mellem opgaver med lav og høj konsekvens. Medarbejdere, der løser opgaver med høj konsekvens, har brug for mere træning end dem, der bruger AI til idéudvikling.

Selve kompetencen er beskrevet under AI-literacy. Resten af kravene står i min guide til AI-forordningen.

Begreberne i ordlisten går igen i mine AI-kurser og workshops, hvor vi arbejder med dem i jeres egne opgaver.