AI-rolleatlasset er en model, jeg bruger i rådgivning og undervisning. Den placerer organisationens opgaver ud fra to spørgsmål: Kan kvaliteten standardiseres, eller opstår den først i situationen? Og hvor alvorlige er konsekvenserne, hvis opgaven håndteres forkert? Kombinationen giver fire roller for AI:

  • Samskaber – kvaliteten opstår i situationen, og konsekvenserne er lave. AI indgår i idéudvikling, refleksion og læring og kan udfordre perspektiver, fordi der er plads til at justere, forkaste og tænke sig om. Fx idéudvikling, tidlig strategi og konceptudkast.
  • Støtte – kvaliteten opstår i situationen, og konsekvenserne er høje. AI skaber overblik, opsummerer og peger på relevante oplysninger, men former aldrig beslutningen. Fx pleje, myndighedsudøvelse og ledelse.
  • Substitution – kvaliteten kan standardiseres, og konsekvenserne er lave. AI overtager udførelsen, fordi kriterierne er klare, og fejl kan håndteres uden store følger. Fx afgrænsede administrative rutiner, registreringer og simple transaktioner.
  • Forstærker – kvaliteten kan standardiseres, men konsekvenserne er høje. AI skalerer det eksisterende – på godt og ondt. Fx kreditvurdering, sagsflows og automatiseret kommunikation i stor skala.

En afgørende pointe er, at ingen jobfunktion hører hjemme ét sted. Det er opgaverne, der skal vurderes. En sagsbehandler arbejder både med vurderinger, hvor kvaliteten er situationsbestemt, og med beregninger, hvor den kan standardiseres. En leder bevæger sig mellem relationelt arbejde, beslutninger med store konsekvenser og rutineopfølgning.

I praksis

Tag jeres vigtigste opgavetyper, og stil de to spørgsmål til hver af dem – med ledelse og fagligheder ved samme bord. Resultatet er et atlas, der viser, hvor AI skal samskabe, støtte, forstærke eller overtage – og hvor dømmekraften skal blive hos mennesket.

»Hurtigere er let. Bedre er svært.«

Atlasset hænger sammen med konteksttrappen og indgår i AI-adoption – fra beslutning til praksis og i AI-strategiworkshoppen.