Fokusmodellen er en dansk model for den gode prompt, udviklet af Loa Brix. Den deler prompten op i fem elementer: Formål, Omstændigheder, Kilder, Udformning og Stil.

Jeg udviklede modellen, fordi de fleste prompt-råd enten er for tekniske eller for tilfældige. Kommunikationsfolk ved allerede, hvordan man briefer en tekstopgave – Fokusmodellen oversætter det håndværk til arbejdet med AI.

  • F – Formål: Beskriv præcist, hvad AI'en skal levere og hvorfor.
  • O – Omstændigheder: Forklar hvor, hvordan og til hvem outputtet skal bruges.
  • K – Kilder: Angiv hvilke kilder AI'en må eller ikke må bruge.
  • U – Udformning: Definér det ønskede format – tabel, liste, artikel.
  • S – Stil: Angiv hvilken tone og stil outputtet skal have.

I praksis

Skal AI'en skrive et udkast til et nyhedsbrev, giver modellen prompten form: Formålet er at få medarbejderne til at forstå den nye strategi. Omstændighederne er det interne nyhedsbrev på fredag. Kilderne er strategidokumentet – og intet andet. Udformningen er 200 ord med én mellemrubrik. Og stilen er rolig og direkte.

»Fokusmodellen giver os et fælles sprog for, hvordan vi instruerer AI – fem punkter, alle kan huske og bruge.«

Hele modellen er foldet ud med eksempler i min guide til den gode prompt.