Kunstig intelligens er software, der kan løse opgaver, som ellers kræver menneskelig tænkning – at forstå sprog, genkende mønstre, drage slutninger og foreslå handlinger.
Kunstig intelligens er ikke én teknologi, men en familie af teknikker. Det, de har til fælles, er, at systemet ikke følger en fast opskrift, men har lært sine evner af store mængder eksempler. Derfor kan det håndtere situationer, ingen har programmeret det til på forhånd – og derfor kan det også tage fejl på måder, en opskrift aldrig ville.
Det afgørende for en organisation er ikke, hvordan teknikken virker, men hvad den ændrer: Opgaver, der før krævede menneskelig opmærksomhed, kan nu uddelegeres – og dermed bliver det en ledelsesbeslutning, hvilke opgaver der skal uddelegeres, og hvilke der netop ikke skal.
I praksis
Når en medarbejder beder et AI-værktøj om at opsummere en rapport, oversætte en tekst eller foreslå en plan, er det kunstig intelligens i arbejde. Værdien afgøres ikke af værktøjet, men af de valg, der ligger rundt om det: formålet, kvalitetskravene og dømmekraften.
»Kunstig intelligens er ikke et it-projekt – det er en ny måde at fordele tænkearbejde på. Derfor er det os, der skal beslutte fordelingen.«
Om de ord, vi bruger om kunstig intelligens, og hvad de gør ved vores forståelse, har jeg skrevet i Hvad er AI? Om maskiner, vi taler om som mennesker.